Vedtægt for kirkegårdssamarbejdet mellem
Haderslev Domsogn og Gl. Haderslev Sogn


I henhold til ”Lov om menighedsråd” § 42a indgås følgende aftale mellem Haderslev Domsogns
menighedsråd og Gl. Haderslev Sogns menighedsråd om fælles drift af sognenes kirkegårde i
Haderslev Kommune.

§1

Deltagere i samarbejdet og ejerskab af kirkegårdene
Haderslev Domsogns menighedsråd og Gl. Haderslev menighedsråd har besluttet at samarbejde
om fælles drift af de to sognes kirkegårde i overensstemmelse med nedenstående vedtægter.

De to menighedsråd har besluttet, at nedsætte en fælles kirkegårdsbestyrelse til at varetage det i
”Lov om menighedsråd” § 17, stk. 2 omtalte tilsyn, og fastsætter i nærværende vedtægt nærmere
regler for bestyrelsens virksomhed og beføjelser.

Ejerskabet til kirkegårdene under de to sogne berøres ikke af denne vedtægt.

§2

Kirkegårdsbestyrelsen

Stk. 1 Sammensætning og valg af kirkegårdsbestyrelse

Kirkegårdsbestyrelsen består af tre medlemmer fra hvert sogns menighedsråd, hvor det ene
medlem kan være en præst. Der vælges ligeledes fra hvert sogns menighedsråd to suppleanter.
Suppleanterne skal indkaldes, hvis et medlem får forfald til de konstituerende møder samt til
møder hvor der foretages beslutning om budget og regnskab. Kirkegårdslederen deltager i
møderne men har ikke stemmeret. Kirkegårdsbestyrelsen erstatter de nuværende
kirkegårdsudvalg i menighedsrådene.

Funktionsperioden følger menighedsrådenes valgperiode. Det første konstituerende
kirkegårdsbestyrelsesmøde afholdes snarest muligt efter et menighedsrådsvalg. Bestyrelsen
konstituerer sig med formand fra det ene sogn og næstformand fra det andet sogn.
Kirkegårdslederen indkalder til det første møde, hvor formand og næstformand vælges blandt
bestyrelsens medlemmer. Der udpeges en sekretær for hele valgperioden -det kan være
kirkegårdslederen.

Personalet på hver af de to sognes kirkegårde, vælger i henhold til § 3 i ”Lov om menighedsråd”,
en medarbejderrepræsentant til deltagelse i bestyrelsesmøderne.

Stk. 2 Ansvar og beføjelser

Kirkegårdsbestyrelsen er til enhver tid underlagt de to sognes menighedsråd.

Kirkegårdsbestyrelsen er ansvarlig for kirkegårdenes samlede drift og vedligeholdelse i henhold til
denne vedtægt samt i henhold til de to menighedsråds vedtagne regler for vedligeholdelse.

Bestyrelsen kan føre forhandlinger med andre kirkegårde om optagelse i samarbejdet, men
endelig afgørelse herom træffes af de deltagende sognes menighedsråd i enighed.

Bestyrelsen ansætter kirkegårdslederen, der til bestyrelsen indstiller ansættelse af en
kirkegårdsassistent for hvert af de to sogne, der har ansvar for den daglige, lokale drift.

Bestyrelsen sørger for, at kirkegårdsforvaltningen til enhver tid har passende kontor-og
kundebetjeningsforhold.

Stk. 3 Daglig ledelse


Kirkegårdslederen har ansvaret for kirkegårdenes daglige drift. Driften varetages af
kirkegårdslederen og kirkegårdsassistenterne så vidt muligt i enighed, dog har kirkegårdslederen
den endelige afgørelse i tvivlsspørgsmål.

Kirkegårdslederen er personalechef.

Evt. klager over kirkegårdens drift, der ikke kan afgøres administrativt af kirkegårdslederen, skal
rettes til kirkegårdsbestyrelsen.

Stk. 4 Forretningsorden

Kirkegårdsbestyrelsen udarbejder selv sin forretningsorden, som vedtages i enighed. Denne
gælder indtil ændringer foretages, i fuld enighed i bestyrelsen.

Stk 5 Kirkegårdsbestyrelsens møder og beslutningsprocedurer

Bestyrelsens møder er ikke offentlige. Referat fra møderne tilgår de respektive menighedsråd.

Kirkegårdsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og
begge sogne er repræsenteret.

Kirkegårdsbestyrelsens beslutninger kan kun træffes på møder og på det årlige kirkegårdssyn,
med evt. deltagelse af kirkeværger fra de to sogne. Beslutninger træffes i henhold til ovennævnte
procedure herom. Bestyrelsesmedlemmer kan ikke afgive stemme ved fuldmagt, men alene ved
deltagelse i bestyrelsesmøderne.

Stk. 6 Nedsættelse af udvalg

Kirkegårdsbestyrelsen kan, efter behov, nedsætte faglige udvalg til udførelse af diverse opgaver.

Stk. 7 Tegningsret

Formanden for kirkegårdsbestyrelsen fra det ene sogn og næstformanden for
kirkegårdsbestyrelsen fra det andet sogn har tegningsretten.

Et bestyrelsesmedlem kan ikke på egen hånd disponere på bestyrelsens vegne uden særlig
bemyndigelse fra den øvrige bestyrelse.

§3

Budget og regnskab

Kirkegårdsbestyrelsen er ansvarlig for kirkegårdenes samlede økonomi.

Kirkegårdslederen har det daglige ansvar i henhold til kirkegårdslederens regulativ. Bestyrelsen
kan tegne en kautionsforsikring for kirkegårdslederen.

Budget og regnskab udarbejdes af kirkegårdslederen i samarbejde med kirkegårdsassistenterne
og godkendes af kirkegårdsbestyrelsen. Herefter forelægges budget og regnskab de to
menighedsråd til godkendelse og indarbejdelse i de enkelte kirkekassers budget og regnskab med
en andel, der udregnes efter en på forhånd aftalt fordelingsnøgle. Evt. overskud eller underskud,
fordeles efter samme fordelingsnøgle

I forbindelse med det årlige budget-og regnskabsmøde udarbejdes, af kirkegårdslederen, en
beretning for kirkegårdenes drift og øvrige aktiviteter i det forgangne regnskabsår.

Et eksemplar af beretningen sendes til formændene for de to menighedsråd, provstiudvalget og
personalet ved kirkegårdene, senest en måned forud for provstiudvalgets foreløbige
budgetsamråd.

§4


Tilsyn

Provstiudvalget fører tilsyn med samarbejdet mellem de to sognes kirkegårde.

§5

Ændringer
Ændringer af denne vedtægt kan ske efter indstilling fra kirkegårdsbestyrelsen eller fra et af de i
samarbejdet deltagende menighedsråd. Vedtægtsændringer kræver tilslutning fra hvert af de
deltagende menighedsråd.

§6

Tvister
Enhver tvist om denne vedtægts forståelse, fortolkning, efterlevelse eller udfyldning, eller om
forholdet mellem kirkegårdsbestyrelsen og et medlem, eller medlemmer indbyrdes, indbringes for
provstiudvalget, hvis afgørelse kan indbringes for stiftsøvrigheden til endelig afgørelse.

§7

Ophævelse af samarbejdet
Samarbejdsaftalen genforhandles hvert fjerde. år og kan opsiges med ni måneders varsel af de
berørte parter til udgangen af et regnskabsår.

§8

Offentliggørelse
Vedtægten er offentliggjort på Kirkeministeriets hjemmeside www.km.dk, jf. LBK 9 af 3. januar
2007, § 42a, og på de to sognes hjemmesider, hvorfra den kan downloades. Herudover kan
vedtægten rekvireres fra kirkekontorerne.

Disse vedtægter attesteres herved at være fremlagt for de respektive menighedsråd og godkendt.

For Haderslev Domsogns menighedsråd den / -2009
__________________________________________________
Formand
For Gl. Haderslev Sogns menighedsråd den / -2009
__________________________________________________
Formand