Domkirken er først og fremmest domsognets kirke; ramme om sognets og menneskers liv i fest og glæde, smerte og sorg. Her lyder evangeliet, lovsang, bekendelse og bøn, og her fejres nadveren hver eneste søndag. Det er det, den er bygget for.
Dernæst er den hele byens kirke. Netop fordi Haderslev er en domkirkeby, er der et særligt forhold til den kirke: Alle kan komme her uanset sognetilhørsforhold. Derfor holder også den tyske del af menigheden gudstjenester her.
Endelig er Domkirken hele stiftets kirke; ramme om de store begivenheder i stiftet. 

Domkirken er ikke et museum - den er ligesom alle andre kirker i levende brug.