Bruges i Advents- og i Fastetiden, som er forberedelsestider til de store højtider Jul og Påske.
 
På rygstykket ses et kors af tre sammensnoede gyldne bånd. Foroven krummer et af båndene sig som for at markere et hoved, og de to andre bånd forgrener sig ud til siderne. Forneden breder de sig ud som rødder på et træ. 
Korset er dødens træ, fordi Kristus led døden på det, men det er også livets træ, som det allerede fandtes i Edens have, og som nu skyder friske skud, fordi Kristus opstod til evigt liv Påskemorgen.
 
 
 

Er dette kors med eller uden Kristus? Med den lidende og døende Langfredag, eller tomt efter opstandelsen Påske-morgen? Begge dele! Kristus er der jo ikke ? og alligevel: Der er spor efter Kristus; der er den bøjede guldtråd foroven, og der er store blodsdråber efter tornekronen, naglerne i hænder og fødder, og spydstikket i siden. Han er der altså ? men alligevel ikke, for han er jo opstået

På hagelens forstykke ses en pelikan, som nærer sine unger med sit eget blod, et oldkirkeligt symbol, som nu ikke er meget brugt. Men Dronningen har altså kendt det. 
I virkeligheden fodrer pelikanen sine unger ved at bøje hovedet mod brystet, så de kan tage, hvad den har gemt i sit store næb. Men i oldkirken fik man den opfattelse, at pelikanen gav dem sit hjerteblod. Da tekstilerne blev præsenteret og taget i brug, sagde Dronningen: "Man har nok følt, at der ikke var så langt derfra til at synes, at det er et symbol på Kristus, der ofrer sig for menneskene med sit eget blod".
 
 Om antependiet sagde Dronningen: "Jeg ville gerne have, at man sammen med den violette, som er den dystre farve, også fik den røde, som både er blodets farve og har noget optimistisk, men den har også lidt af dramaets farve. 
Jeg syntes ikke, det gjorde noget, at man også i den violette periode ikke kun huskede det indadvendte og triste, men også det dramatiske i Påsken og Påskens handlinger. Det var egentlig det, jeg gerne ville, både med messehagelen og med antependiet. Jeg synes selv, at sådan en korsdiagonal er dramatisk i liniespillet."
Det violette altersæt kalder gudstjenestens deltagere til at betænke mange af de vigtigste sider af vor tro: Alvor, besindelse, håb og forventning. Men den fulde glæde og tak venter forude og udtrykkes i de andre tre sæt, det grønne, det røde og det hvid/gyldne.