Sommerblomster

I uge 23 blev forårsblomsterne udskiftet med sommerblomster. De fleste vælger at få plantet isbegonia, da det er en utrolig taknemmelig plante der både tåler ekstrem tørke, men også meget nedbør. Sommerblomsterne blomstrer flittigt lige indtil den første nattefrost sætter ind.

Træplantning Damager

På den østlige del af Damager Kirkegård var der i uge 10 og 11 gang i gravemaskinen. På området i 5. og 6. kvarter blev der plantet 34 nye træer der uden tvivl vil forskønne området. Meningen er, at der hovedsageligt bliver plantet blomstrende træer, der især i foråret vil pryde arealet med de mange flotte farver. På den nordlige del er der blevet plantet en lund med 18 hasseltræer. Når træerne om nogle år har etableret sig, kan besøgende i lunden plukke et par nødder fra træerne.

Helhedsplanen vil især med 6. kvarter give en karakter af at være en lund med blomstrende træer, hvor de østvendte gravsteder bevares. De vestvendte gravsteder vil ved endt udløb ikke længere kunne benyttes.

Sidste arbejdsdag

Fredag den 30. nov. 2018 var sidste arbejdsdag for Birgitte Trettin og Benny Schmidt. Desværre nåede fotografen ikke at knipse et billede af Birgitte, men Benny ser ud til at være glad for at modtage gaven fra de ansatte. - Tusind tak for de gode år vi fik sammen som kollegaer, og vi ønsker jer alt godt i årene som kommer.

 

Sikring af gravsten

Stenen i dette gravsted var lige ved at vælte. Derfor måtte der ringes efter stenhuggeren, der hurtigt kom til undsætning og rettede den. Stenen var til fare for mennesker der ville færdes omkring gravstedet. Det er normalt gravstedsejeren der har ansvaret for at gravstenen står forsvarligt, men i dette tilfælde var det nødvendigt at sikre stenen omgående.

Blade, blade og atter blade

Når der er lagt gran på gravstederne, ser det ikke så godt ud, når granpyntningen er dækket af blade. Derfor bliver "kirkebladene" løbende fjernet både fra gravsteder og øvrige arealer. Her er Torben, Julius og Lars i fuld sving med at fjerne blade fra skovpartiet. Bladene bliver kørt i depot til kompostering, og efter et par år bliver bladene til den fineste muld, som derefter bliver genbrugt i bedene på kirkegården. I år er ca. 95 tons grønt affald kørt gennem flismaskinen. 

Den store allé med paradisæbler på Assistens Kirkegården står så fint med masser af æbler på træerne. Alle bladene er faldet af, og tilbage hænger nu kun de smukke og dekorative æbler. Det er tilladt at plukke af træerne til æblegelé. De ansatte på kirkegården har smagt gelé fra paradisæblerne - det smagte dejligt. 

 

100 års-dagen for afslutningen af 1. Verdenskrig

Den 11. November markeres afslutningen af 1. Verdenskrig også i Haderslev. På kirkegårdene vil der i denne anledning blive lagt kranse ved mindesmærkerne. Programmet for dagen kan hentes her

Grandækningen er begyndt

   

Op imod halvdelen af året er der ingen blomster og ingen blade på træer og buske. Hvis man gerne vil have noget pænt at se på i vinterhalvåret, er der mulighed for at få lagt gran på gravstedet. Vi har to forskellige takster; 1 og 2.

Ved Gran-1 bliver der udover almindelig grandækning, også lavet "opstikkere" (grangrene der er stukket i jorden), samt en dekoration der for det meste bliver placeret i blomsterbedet. Ved gran-2 bliver der pyntet med en almindelig "flad" grandækning som også er pæn og enkel.

Der er selvfølgelig også frie muligheder for selv at pynte med gran og at lægge gravpynt.

Når vinteren er forbi og foråret så småt i gang, bliver alt gran og gravpynt taget af gravstederne.

Efterårsstemning

    

Ny blomsterhave på Damager

  

Den 6. okt. var frivillige i fuld sving med at tilplante de nye staudebede på Damager. Når foråret kommer, vil man kunne se resultatet. Det bliver spændende at følge hen over foråret og sommeren, hvordan det udvikler sig med de mange flotte blomster der vil fylde det store område ved indgangen til kirkegården

I takt med at der kommer flere tomme områder på kirkegårdene, giver det også mulighed for at tænke lidt anderledes når det gælder udnyttelse og forskønnelse af de store græsarealer.

Et område på 120m2 lige inden for indgangen skal tilplantes med omkring 600 stauder. Imellem stauderne sættes der også en masse løg.

Lørdag den 6. Oktober kl 10.00 inviteres der til plantedag. Alle der kunne tænke sig at være med til at etablere det nye staudebed er velkomne.

"Damager Blomsterhaves Venner" har brug for frivillige til den fremtidige vedligeholdelse. Er der interesse for at være med til et stykke frivilligt arbejde så kan der læses mere i den lille folder  som kan downloades her

 

Mindelunden på Damager

  

  

Mindelunden for faldne danske soldater fra 1. Verdenskrig er ved at blive renoveret. Trapperne har længe været for farlige at gå på, så derfor er det nødvendigt at begynde helt forfra med opbygning af nye trapper. Det forventes at arbejdet med renoveringen står færdigt til mindehøjtideligheden den 11. November.

Svedne planter

  

Den varme og solrige sommer (2018) har sat sine spor på kirkegårdene. Mange planter har ikke kunnet klare den lange tørkeperiode, hvilket har bevirket at rigtig mange planter simpenthen er døde pga. vandmangel.                              Efteråret vil vise hvor store skaderne har været, men på nuværende tidspunkt kan man se, at mange hække skal skiftes hen over efteråret. 

Indvielse af den Muslimske gravplads

  

Onsdag den 23. maj 2018 blev den Muslimske Gravplads indviet ved Assistens Kirkegården. Formanden for kirkegårdsbestyrelsen Finn Wetter bød velkommen til de knap 40 mennesker der var mødt op for at indvie den nye begravelsesplads. Finn Wetter fortalte om hele forløbet, fra de første henvendelser og til dagen hvor indvielsen fandt sted.

Efter velkomsten holdt formand for Islamisk Center Abdul Chahrouk en tale, hvor han gav udtryk for den imødekommenhed og velvilje man fra Islamisk Trossamfund har mødt hele vejen igennem processen. Han glædede sig over at man ikke længere skal køre til andre større byer, for at stede deres afdøde til hvile.

  

Domprovst Torben Hjul Andersen holdt også en tale, hvor han gav udtryk for hvor vigtigt det er at respektere vore forskellige holdninger i forhold til religion. 

Derefter blev der budt på en kop kaffe i mandskabsbygningen, hvor snakken gik livligt mellem alle de fremmødte. 

 

Den muslimske Gravplads med valmuer spredt over hele arealet. 

Stemningsbilleder maj 2018

 

 

 

 

QR - koder på kirkegårdene 

På kirkegårdene er der på nogle gravsteder opsat små skilte med QR - koder. QR - koderne giver besøgende mulighed for at få yderligere information omkring afdøde på gravstedet.