Sogneaftner

Forskellige talere bidrager med inspiration, provokation og debat om livets og troens mangfoldighed - og omkring kaffebordet skabes fællesskab blandt deltagerne. Aftenerne på nær 18. marts, foregår i Den Gamle Latinskole, Domkirkepladsen 3. Der er lift for gangbesværede og kørestolsbrugere. 
Vi serverer kaffe/te og kage for 30 kr.

 

Program 2019/2020

 

11. september 2019 kl. 19.30

Özlem Cekic - Brobygning.

Hvordan kan vi bygge bro mellem befolkningsgrupper?

Samtalen har fået vanskeligere vilkår i dag. Hvordan taler vi sammen med mennesker af anden tro, politisk observans m.m. i stedet for at tale om, tale ned til eller råbe til?
Özlem Cekic er født i Tyrkiet, uddannet i Danmark, har været medlem af Folketinget og har skabt begrebet "dialogkaffe". Herigennem mødes meget forskellige mennesker i håb om, at de i fællesskab kan bygge broer i stedet for at grave grøfter.
Özlem Cekic vil dele sine erfaringer og komme med et bud på, hvad man selv kan gøre for at have en samtale med mennesker, man tror man intet har tilfælles med. 
(Foto: Les Kaner)

 

 

23. oktober 2019 kl. 19.30

Finn Reske-Nielsen og Bodil Knudsen - Med FN på fem kontinenter.

Tidligere assisterende generalsekretær i FN Finn Reske-Nielsen fortæller om sine 36 år med FN i forskellige dele af verden, og hans kone Bodil Knudsen fortæller om sine mange spændende professionelle og personlige udfordringer som medfølgende ægtefælle.

 

11. december 2019 kl. 19.30
 

Domprovst Torben Hjul Andersen - Adventsfest.

 

Musikalsk bidrag med Thomas Berg-Juul.

 

 

 

 

 

29. januar 2020 kl. 19.30

Lektor Jørn Buch - Genforeningen - da Sønderjylland blev delt i 1920

Hvorfor blev Sønderjylland delt? Hvorfor kom grænsen til at gå, hvor vi kender den i dag? Kunne grænsen være blevet trukket anderledes?
Disse og mange andre spørgsmål vil blive besvaret i foredraget om Genforeningen i 1920.

Da tyskerne i 1914 fejrede 50-året for sejren over Danmark i 1864, var der ikke mange der troede, at Genforeningen var så tæt på. Men krigens udvikling gav de dansksindede sønderjyder en mulighed for at stemme sig hjem til Danmark den 10.februar 1920. Der var to afstemninger, den første i zone I den 10.februar 1920 med et klart dansk flertal, den anden i zone II den 14.marts 1920, hvor der overalt var tysk flertal.

Foredraget vil gøre rede for diskussionen om grænsens forløb, men vil også komme ind på, at grænsen ikke er en historisk grænse, men en demokratisk sindelagsgrænse.

 

19. februar 2020 kl. 19.30
 

Sofie Eriksen og Thomas Berg-Juul - Vælg salmer til din begravelse.
 

Hvordan vælger man salmer til bisættelser og begravelser?

Synger vi for afdøde, for Gud eller for os selv? Hvad kan det gøre ved os, hvis vi synger, mens vi sørger?

Salmebogen er rig – også når det gælder salmer om sorg og håb, død og opstandelse. Denne aften vil vi synge salmer, der handler om netop dette; dykke ned i sproget og måske finde skjulte skatte.

Sognepræst Sofie Eriksen og organist Thomas Berg-Juul er værter, og de vil også dele, hvilke tanker de har om salmerne til deres begravelser.

 

18. marts 2020 kl. 19.30 - på Haderslev Katedralskole

Sognepræst Martin Herbst - Det sunde og det syge fællesskab

Hvor går grænsen mellem et sundt og et sygt fællesskab?

Hvordan kan man beskrive det usunde fællesskabs kendetegn uden at forfalde til stereotypisering?

Hvordan hjælper man mennesker til at erkende det usunde i noget, der på mange måder er godt?

Hvordan skelner man konstruktivt mellem sundt og sygt i en tid med bander, religiøse sekter, krig og terrorisme?  

Martin Herbst er forfatter og sognepræst og har skrevet bogen: Sunde og syge fællesskaber. Han er en blændende foredragsholder, der ud fra personlige erfaringer bevæger sig i spændingsfeltet mellem teologi og antropologi. OBS! Denne sogneaften bliver afholdt på Haderslev Katedralskole.